Kriterier for § 18 puljen i Hvidovre Kommune

Kriterier for paragraf 18 puljen
Tilskud til frivilligt socialt arbejde ydes efter § 18 i Lov om Social Service. Det afgøres lokalt i kommunen, hvilke kriterier der skal opfyldes for at få støtte fra §18 puljen. På denne side kan du læse om kriterierne


Kriterier for at søge støtte fra §18 puljen

Generelt for alle ansøgere

  1. For at komme i betragtning til et tilskud, skal du udfylde det officielle ansøgningsskema elektronisk. Du finder ansøgningsskemaet i venstremenuen fra mandag i uge 42. 
  2. Ansøger kan være en organisation, forening eller gruppe, der har et klart socialt formål med sin frivillige indsats.
  3. Ansøger skal være lokalt forankret i Hvidovre og aktiviteten skal være rettet mod kommunens borgere.
  4. Hvis du eller din forening eller organisation i forvejen får tilskud fra kommunen, kan du/I ikke søge om tilskud. Der skal være tale om nye målgrupper/aktiviteter.
  5. Hvis organisationen har børn som en del af sin målgruppe, skal der være indhentet børneattester på alle de voksne, der har fast tilknytning til organisationen, projektet eller aktiviteten. Foreningen skal i ansøgningsskemaet bekræfte på tro og love, at de har indhentet børneattester. Disse skal fremvises ved eventuel revision.
  6. Du kan ikke søge §18 midler til dækning af frivilliges egne transportudgifter, dog kan der i særlige tilfælde søges til dækning af transport af materiel. Der kan søges midler til dækning af kørselsudgifter til fx besøgsvenner til hospitalsbesøg uden for kommunen.

Særligt for løbende aktiviteter fx besøgsvenner, pårørendegrupper, dagsarrangementer og kampagner

  1. Tilskud ydes primært til aktiviteter, herunder også igangsætning af nye tiltag. Der kan søges tilskud til materialer til aktiviteten, herunder også annonceringsudgifter.
  2. Tilskud til inventar og IT ydes kun, hvis det bruges til aktiviteten.
  3. Der gives ikke støtte til betaling af honorarer i forbindelse med foredrag. Der kan dog søges støtte til arrangementer, hvor det vurderes, at der er tale om instruktion af forskellig art.

Særligt for landsdækkende foreninger

  1. Landsdækkende foreninger kan søge om tilskud til aktiviteter, der foregår i Hvidovre og primært er rettet mod Hvidovre-borgere.
  2. Landsdækkende foreninger skal påvise lokal forankring for at opnå støtte, enten ved at der er en lokalafdeling, at Hvidovre-borgere er del af målgruppen for projektet, eller at I kan dokumentere at Hvidovre-borgere deltager som frivillige i projektet.

Der gives ikke støtte til

Da frivilligt socialt arbejde er en ulønnet indsats, kan du ikke søge tilskud til: Forplejning og personlige transportudgifter (en undtagelse er besøgsvenners transport til hospitalsbesøg udenfor kommunen), samt honorarudgifter.

Der kan heller ikke søges om støtte til løn og huslejeudgifter

 

Vil du vide mere?

For yderlige spørgsmål om §18 puljen kan du kontakte Mette Rosengaard på tlf. 3639 3821 eller Anne Røntved Jeppesen på tlf. 3639 3869, eller via e-mail sae@hvidovre.dk